Udbud af Tranevænget - Gesten
Udbud af Tranevænget
Udbuddet slutter den 12. december 2024 kl. 12:00
UDBUD: Tranevænget i Gesten
De længe ventede byggegrunde på byens nyeste vænge i den nordlige del af Gesten
Vejen Kommune udbyder nu 10 store velbeliggende byggegrunde med grundstørrelser varierende mellem 1099-1561 m2 der slynger sig smukt på det nye Tranevænget.
Området er beliggende naturskønt ud til åben mark og i tilknytning til Troldhedestien. Der vil komme til at være et niveauforskel i forhold til Troldhedestien, som ligger lidt højere i forhold til de grunde, som grænser op til stien.
Alle grundene er i udbud i perioden fra den 5. november 2024 til torsdag den 12. december 2024 kl. 12:00.
Tilbudsblanketten og de samlede udbudsmaterialer fremgår længere nedenfor.
Oversigtskort over udstykningen
Mindstepriser og tilslutningsbidrag
Grund | Areal m2 | Mindstepris kr.* |
Tranevænget 3 | 1.221 | 409.035 |
Tranevænget 4 | 1.291 | 490.580 |
Tranevænget 5 | 1.099 | 368.165 |
Tranevænget 6 | 1.322 | 502.360 |
Tranevænget 7 | 1.129 | 378.215 |
Tranevænget 8 | 1.561 | 593.180 |
Tranevænget 9 | 1.281 | 429.135 |
Tranevænget 10 | 1.462 | 555.560 |
Tranevænget 11 | 1.169 | 391.615 |
Tranevænget 13 | 1.382 | 462.970 |
*Mindstepriserne angivet ovenfor er inklusive moms og eksklusive tilslutningsbidrag til forsyningsselskaber.
Mindsteprisen i kr. pr. m2 er som følger:
Tranevænget nr. 4, 6, 8 og 10 er 380,- kr. pr. m2
Tranevænget nr. 3, 5, 7, 9, 11 og 13 er 335,- kr. pr m2
OBS: Sammen med købesummen opkræver Vejen Kommune et tilslutningsbidrag til kloak 77.901,08 kr., vand 43.250,. kr., el 20.500 kr. Alle priser er inklusive moms.
I alt opkræves 141.651,08 kr. inklusive moms pr. boliggrund, da Vejen Kommune allerede har afholdt udgiften hertil.
**I forbindelse med tilkobling til forsyningen, skal køber selv tage fat i Vejen Forsyning angående etablering af en husstandspumpe.
Delområder og bebyggelsesformer
Det følger af lokalplanen at området er inddelt i delområder 1, 2 og 3. Opdelingen kan ses af billedet nedenfor.
Indenfor disse delområder er arealerne udlagt til følgende bebyggelse:
Delområde 1 udlægges til bebyggelse i form af åben-lav
og/eller tæt-lav boligbebyggelse.
Delområde 2 udlægges til bebyggelse i form af åben-lav
boligbebyggelse.
Delområde 3 omfatter de resterende områder til veje, stier,
fællesarealer, beplantningsbælter, samt grønne områder med mulighed for anlæg
til håndtering af overfladevand.
Generelt for grundene:
Ifølge Region Syddanmark er der ikke registreret forurening på grundene.
Oplysningskortet kan findes her
Tingbogsattest udleveres ved en handel. Ønskes den udleveret på forhånd, kan du bestille den her.
Udbudsmaterialer
Forsyningsselskaber
Vand: Gesten Vand, 22 10 70 76 / www.gesten-vand.dk
El: Trefor, 79 33 34 35 / www.trefor.dk/
Fiber: Ewii, 70 50 50 50, www.ewiifibernet.dk
Kloak: Vejen Forsyning A/S, 76 32 66 00, www.vejenforsyning.dk
Husk at kontakte Vejen Forsyning for at få etableret en husstandspumpe - læs mere her
Jordforureningsattest for Tranevænget
Ifølge Region Syddanmark er der ikke registreret forurening på grundene.
Tingbogsattest udleveres ved en handel. Ønskes den udleveret på forhånd, kan du bestille den her.
Værd at vide om udbud
Hvad er et udbud?
Før en kommune må sælge en byggegrund, skal byggegrunden udbydes til salg i henhold til bekendtgørelse nr. 396 af 3. marts 2021 om offentligt udbud ved salg af kommunens henholdsvis regionens faste ejendomme.
Et udbud er en lovpligtig periode af minimum 14 dages varighed, hvor alle kan byde på en eller flere af kommunens grunde i henhold til de fastsatte vilkår som fremgår af udbudsmaterialet på hjemmesiden. Udbudsmaterialet består af alle de oplysninger som er tilgængelige på udbudssiden.
Efter udbuddet sættes de grunde, der ikke blev solgt, til salg på hjemmesiden, hvorefter man kan reservere og købe på almindelig vis.
Sker der noget med priserne?
Byrådet fastsætter en mindstepris forud for udbuddet.
Prisen efter et udbud vil som regel være den samme som under udbuddet - medmindre prisen er blevet budt op i udbuddet.
Hvordan byder jeg?
Du skal afgive dit bud på en tilbudsblanket som findes på udbuddets hjemmeside eller som kan udleveres af Teknik & Miljø i Vejen.
Tilbudsblanketten kan afleveres på én af følgende måder:
Digitalt
Tilbudsblanketten printes ud, udfyldes og scannes ind. Derefter kan den sendes gennem vores digitale system.
Fysisk
Print tilbudsblanketten ud, udfyld den og send den i en gul svarkuvert med posten til Vejen Kommune, Rådhuspassagen 3, 6600 Vejen eller aflever svarkuverten i Vejen Kommunes postkasse på samme adresse, senest ved udbuddet deadline!
Den gule svarkuvert skal hentes hos Teknik & Miljø på Rådhuspassagen 3, 6600 Vejen eller bestilles på tlf. nr. 7996 6055 / 7996 6203 eller via digital post.
Afleveres tilbudsblanketten i den gule svarkuvert, er det vigtigt at markerer svarkuverten med navnet på området som er i udbud.
Husk at budfristen skal overholdes uanset, hvordan du afgiver dit bud.
Bud lavere end mindsteprisen vil ikke komme i betragtning.
Grundene sælges til højstbydende, og der er således ikke mulighed for at byde igen, hvis andre har budt højere end dig på en grund.
Du kan vælge at byde på én eller flere grunde, hvor mange du ønsker at købe, skal fremgå ved hørende spørgsmål i tilbudsblanketten.
Hvornår og hvordan får jeg svar?
Vi ved hvor meget, der kan være på spil, når man byder på en grund. Vi bestræber os derfor på at give svar til alle hurtigst muligt. Oftest sender vi svaret afsted allerede første hverdag efter budfristen. Svaret modtager du i din digitale postkasse.
Da det forekommer, at flere byder på samme grund, så skal alle naturligvis have svar på samme tid. Derfor oplyser vi ikke resultatet til nogen, hverken telefonisk eller skriftligt før ALLE budgivere har modtaget svar i deres digitale postkasse.
Kan jeg fortryde mit bud?
Indtil budfristen er passeret, så kan et bud annulleres uden omkostninger. Det er vigtigt, at du kontakter os telefonisk på tlf. 79 96 60 55 eller sender en mail via Digital Post inden budfristen udløber.
Når vi har meddelt dig, at dit bud er accepteret så gælder en fortrydelsesret jf. lovbekendtgørelse. nr. 1123 af 22. september 2015 om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom mv. Du kan træde tilbage fra handlen, hvis du inden 6 hverdage efter, at tilbuddet er accepteret, skriftlig giver Vejen Kommune meddelelse herom og mod at betale 1% af købesummen.
Hvornår kan jeg søge om byggetilladelse?
Du kan søge om byggetilladelse, når vi har meddelt dig, at vi har accepteret dit bud. Du skal blot være opmærksom på, at udgiften til behandlingen af din ansøgning skal afholdes af dig, uanset om handlen fortrydes eller gennemføres.
Byggetilladelsen kan tidligst udstedes når købsaftalen er underskrevet, købesummen er betalt og overtagelsesdatoen er passeret.
Hvem kan jeg kontakte for yderligere spørgsmål?
Team Køb & Salg:
Spørgsmål til selve udbuddet, købsprocessen, generelle forhold mv.:
Anne Kirstine Skytt og Birgith M. Hansen - tlf.: 7996 6055 / 7996 6203
Lene Czyz Nielsen tlf.: 7996 6058 for erhvervsgrunde
Byg og ejendomsdata:
Spørgsmål om udformning af byggeri og krav i forbindelse med byggetilladelse:
Vores byggesagsbehandlere - tlf.: 79 96 61 49
Bygninger og anlæg:
Spørgsmål i forhold til de generelle forhold omkring byggemodningen:
Emil Y. Lund - tlf.: 7996 6274
Vejen Forsyning:
Spørgsmål i forhold til afledning af regnvand, spildevand og andre individuelle løsninger:
Vejen Forsyning - www.vejenforsyning.dk eller tlf.: 76 32 66 00
Du er også velkommen til at sende os en besked via Digital Post.
Før du søger: De fem trin i en byggeansøgning
Før du starter et nyt byggeri op, skal du søge kommunen om tilladelse.
Læs om de fem trin i en byggeansøgning før du søger byggetilladelse. Du skal være forberedt på, at det er en kompliceret proces, hvorfor det ofte er en rigtig god ide at få hjælp af en rådgiver, så du er sikker på, at du får indsendt korrekt dokumentation.
Når du skal i gang med et nyt byggeprojekt, er der mange ting, du skal være opmærksom på. På Vejen Kommunes hjemmeside kan du finde de informationer, du har brug for.
Vi opfordrer dig til at tage kontakt til en byggesagsbehandler inden du går i gang med dit byggeprojekt. På den måde kan du forventningsafstemme dit projekt inden du går i gang. Det gælder både i forhold til din tidsplan og så du sikrer hvad der er muligt indenfor lokalplanen i det område, du ønsker at bygge. En forhåndsdialog sikrer typisk en hurtig sagsbehandlingstid.
Kontakt Byg & Ejendomsdata via Sikker Post
Send Digital Post som virksomhed
Søg en byggetilladelse via Byg & Miljø
Gesten er den lille by med det store velkommen - Gesten er stedet hvor naboerne står sammen om at danne et fælles sammenhold for alle.
Derfor bliver der afholdt både Gesten Byfest, Gesten Julemarked og Gesten LANfest.
Her er kirke, idrætscenter, børnehave, spejderhytte, forsamlingshus, lægehus, dagligvareforretning m.v., så Gesten er ikke blot et sted, hvor man bor, men også et sted, hvor man lever.
I Gesten finder du tre dagplejere og Gesten Børnecenter (0.-6.klasse). Inden for 10 km. radius finder du fire børnehaver og i Vejen (ca. 8 km) væk finder du mange dagplejere.
I Vejen er Østerbyskolen den folkeskole, der ligger tættest på. Og ellers finder du Andst Børnecenter tæt på og Vejen Friskole ligger ca. 7 km. væk (i Læborg).
Skoler
Dagtilbud 0-6 år
I Gesten er der smukke åndehuller med rig natur og du finder således både Tranestien som er en natursti, der indbyder til mange gode vandreture, samt Mindelunden, en hyggelig fredfyldt plet der vidner om Gestens historie gennem 2. verdenskrig.
Sognet er et typisk landsogn, hvor landbrugserhvervet stadig sætter sit præg. Af befolkningen er 57% “i arbejdsstyrken”, 28% er “andre”, d.v.s. pensionister og unge under uddannelse, børn under 15 år udgør 15%, så der er ikke tale om en “soveby”. Her både arbejdes og leves, – også i fritiden.
De mange foreninger og aktiviteter vidner om et rigt fritidsliv.
Gesten ligger kun 7 km fra Vejen, 12 km. fra Lunderskov og 22 km. fra Kolding Storcenter. Der er mulighed for at komme på/fra motorvejen ved Gesten. Her er kun 8 km til nærmeste motorvejs rampe.
Så lang tid tager det at kære fra Gesten til...
- Vejen: 12 minutter
- Kolding: 19 minutter
- Billund: 27 minutter
- Esbjerg: 37 minutter
- Haderslev: 37 minutter
- Varde: 40 minutter
- Odense: 1 time og 7 minutter
- Aarhus: 1 time og 18 minutter
Anne Skytt - Team Køb & Salg
Teknik & Miljø
Rådhuspassagen 3, 6600 VejenRing til os
Ophavsretten tilhører Vejen Kommune.
Informationer må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.