Et vibrerende fritids- og foreningsliv

Her kan du udfolde dig

I Vejen Kommune står livet aldrig stille. Vores byer og lokalområder byder på forskelligartede faciliteter med et stort udvalg af ­spændende fritidsmuligheder for enhver smag. Du kan ­udfordre dig selv i fysisk hård sport, indgå i et spændende foreningsliv eller brænde krudtet af i den skønne natur.

Her har vi samlet et lille udpluk af de mange naturoplevelser, fritidsaktiviteter og begivenheder, som du har mulighed for at prøve kræfter med i Vejen Kommune.

Læs folderen 'Et vibrerende fritids- og foreningsliv som pdf

Bladr i folderen 'Et vibrerende fritids- og foreningsliv på nettet (Issuu.com)

Her kan du læse folderens tekst:

Vidste du, at…

Kunderne i 2018 kårede handelsbyen ­Vejen til at have den bedste kunde­service i Danmark?

Vidste du, at…

Vejen Kommune har fællesskaber for stort set alle tænkelige fritids­interesser?

Find alle vores foreninger på www.fritidsvejen.dk

Aktiviteter og oplevelser

Dyrk sportsgrene fra a til z i Vejen Idrætscenter

Vejen Idrætscenter er et af landets største idræts­­anlæg med et væld af faciliteter. Inde i varmen kan du træne fitness, hoppe i svøm­mehallen eller nyde helsebad og saunagus. Uden for kan du boltre dig i alt fra padeltennis og beachvolley til atletik og fodbold.

Vi mener det, når vi siger, at Vejen Idrætscenter er et idrætsmekka.

Sæt snøren i Kongeåen 

Du har rige muligheder for at dyrke lystfiskeri i Vejen Kommune – blandt andet i Kongeåen. Her kan du fange laks og havørreder, og de lokale sportsfiskerforeningerne arbejder løbende på at vedligeholde bestanden af fisk i åen. Også i Jels Nedersø, Jels Midtsø samt Holme Å og Holsted Å er der gode vilkår for lystfiskeri.

Tag en dukkert i Jels Søbad

Er du klar på en frisk dukkert? Så hop en tur i vandet ved Jels Søbad, der har en unik beliggenhed med bøgeskov i baggrunden og en hyggelig by langs bredden. Søbadets cirkelrunde badebro gør det til et oplagt sted at bruge en sommerdag med familie og venner. Og i de kolde måneder holder den lokale vinterbadeklub til ved søen.

Snør vandreskoene på vores naturstier

Hvis du vil helt tæt på naturen, må du prøve kræfter med nogle af Vejen Kommunes mange naturstier, som fører dig til områder, du ellers ikke vil opdage. Start for eksempel ved Hovborg, hvor du kan gå gennem heder, moser og enge – eller oplev et lille stykke af Hærvejen ved at starte vandreturen i Stursbøl Plantage.

Duft benzinen hos Holsted Speedwayklub

Er du til fart og duften af benzin, skal du besøge Holsted Speedwayklub. Klubben er hjemsted for landets største og mest vindende speedwayklub, og der er fart over feltet, når sæsonen skydes i gang. Her kan du selv prøve kræfter med de kraftige motorer, eller du kan følge et af de spændende løb fra sidelinjen.

Sving jernet i Vejen Golfklub

Siden 1993 har Vejen Golfklub budt på ideelle forhold for områdets golfspillere. Her kan du udfordre dig selv på klubbens komplette 18-huls bane.

Gør en god handel til Brørup Marked

Hver eneste fredag formiddag forvandler Brørup sig til en livlig markedsplads. Her kan du opleve rigtig markedsstemning med både udendørs kræmmermarked og en husdyrsauktion, hvor der bliver solgt kalve og køer til millionbeløb.

Få et godt grin i Troldesalen

Troldesalen er Vejen Kommunes største kultursal med arrangementer året rundt. Her kan du opleve et bredt udvalg af koncerter, foredrag, stand-up og teaterforestillinger med nogle af de mest kendte danske kunstnere og personligheder. Troldesalen ligger i Vejen – tæt på Vejen Idrætscenter.

Oplev vikingerne

I løbet af de sidste 40 år har Jels dannet rammerne for Jels Vikingespil og vikingemarked – en begivenhed, der når ud over landets grænser. Hvert år i juli kan du sammen med op mod 20.000 vikingeglade tilskuere opleve det helt specielle friluftsspil.