Velkommen til Føvling!

Føvling ligger centralt i den vestlige del af Vejen Kommune mellem Holsted og Lintrup. Fra Føvling har du ca. ni kilometer til motorvej E20.

Kig ud fra områdets højeste punkt

Åtte Bjerge hæver sig stejlt fra Kongeådalen og blev oprindeligt dannet under istiden. Fra Flaghøjen, områdets højeste punkt på ca. 59 meter over havet, ser man i klart vejr Ribe Domkirke mod sydvest. Området er et yndet udflugtsmål både sommer og vinter. Her er afmærkede vandrestier og bålplads ved opstemmet sø. Åtte Bjerge ligger tæt på Føvling. Rundt omkring i landskabet vidner gravhøje om, at området har været beboet og aktivt i årtusinder.

Du har rige muligheder for at få dine børn passet i Føvling, hvor der både er dagpleje til de helt små og Føvling Børnehave til de lidt større. Føvling Skole modtager elever fra 0.-6. klassetrin. 7., 8. og 9. kl. hører til Højmarkskolens distrikt. Højmarkskolen ligger i Holsted. En SFO ved navn Solstrålen er tilknyttet Føvling Skole, så dine børn kan blive på samme adresse.

Fritidsaktiviteter skal du heller ikke køre efter. Sport spiller en central rolle. Hallen danner rammen om badminton, boldspil og gymnastik. Udenfor er der mulighed for udendørsaktiviteter så som boldspil, petanque og kroket. I foreningslivet er plads til alle, og der er fx. rideskole, spejdere, pensionistklub, motorcykelklub og idrætsklubber. Og hvis fiskeri er noget for dig, har du også mulighed for det. Føvling forsamlingshus bruges til foreningsaktiviteter men også til private fester. I hele lokalområdet Føvling-Tobøl-Stenderup arrangeres blandt andet byfester, musikfestival, koncerter, sportsstævner, fællesspisninger, loppemarkeder og høstfester.

I området findes små og større virksomheder. Der er håndværkere, servicevirksomheder, restauration- og campingplads.