Velkommen til Rødding!

Rødding ligger i den sydlige del af Vejen Kommune. Esbjerg og den centrale del af Trekantsområdet er let tilgængelige, da du kun har 17 km fra Rødding til motorvejen, og der er gode muligheder for at komme til Ribe.

Det gode hverdagsliv i en oase af kultur

Rødding er kendt som hjemsted for Danmarks ældste højskole -Rødding Højskole, grundlagt i 1844. Vejen Kommune har lange og stolte traditioner for højskoleophold og Højskolens lærere og elever tager aktiv del i lokallivet i Vejen Kommune. For eksempel har Rødding Højskole flere årlige arrangementer, som også kommer lokalbefolkningen til gode. 

Rødding Højskole er verdens første højskole, og er i dag byens helt store kendemærke. Grundet højskolen, udvikler Rødding by sig virkelig efter dens etablering i 1844. I 1864, bliver Rødding prøjsisk (tysk), ligesom resten af Sønderjylland. Men dette forhindrer ikke byen i at udvikle sig. Og i 1899 opføres en ny jernbane mellem Vojens over Gram til Rødding, og dermed bliver byen til det helt store midtpunkt på egnen. Jernbanestrækningen er siden lukket.

I Rødding findes et solidt kulturliv. Det skyldes blandt andet. multikulturhuset Rødding Centret, som rummer en biograf - Rødding Bio (to sale, en af dem med 3D), et bibliotek, en svømmehal, fire bowlingbaner, skydebaner, fitnesscenter, svømmehal og mini-badeland, to sportshaller, Rødding ungdomsklub samt andre foreninger i byen, konferencesale, overnatnings-faciliteter, spillehal og lokaler for fodboldklubben, da Rødding Stadion ligger lige ved Rødding Centret.

Du har gode muligheder i Rødding for at få dine børn passet og undervist. Der er dagpleje til de allermindste, og når de bliver lidt større, kan du vælge mellem offentlig og privat børnehave. I Rødding Skole kan dit barn få undervisning fra 0.-9. klassetrin, mens 10. kl., er i Vejen. Store børn og unge har mulighed for at være sammen i Rødding Ungdomsklub.

Dine indkøb kan du også klare i Rødding, hvor der er varieret handelsliv. Inden for kort afstand finder du fx dagligvarebutikker og nogle specialbutikker.

I Rødding er der gode muligheder for det gode hverdagsliv. Og du er ikke den første, idet Rødding-området har været beboet de sidste 3000 år. Beboelsen startede ved en bæk i udkanten af Farrisskoven i en rydning i skovkanten. Det er heraf byens navn, "Rødding", kommer.