Velkommen til Københoved!

Københoved ligger 12 kilometer syd for motorvej E20, Syd for Vejen by og Kongeåen, nogenlunde midt mellem Kolding og Ribe.

Fritidsliv

Navnet "Københoved" menes oprindeligt at have været Købinghoved, hvilket betyder "handelspladsen på fremspringet i landskabet". Første gang Københoved nævnes i kilderne er i 1478.

Københoved er et aktivt lille landsbysamfund. I 2012 fik byen sit eget foreningshus i den tidligere skole. Byen ligger i et aktivt sogn med idræt for børn og voksne i alle aldre. Og her er friluftsaktiviteter for hele familien i den dejlige natur. I landsbyen har de kanoer, skovsø og har etableret vandreture rundt i området. Er du bidt af fiskeri er du meget centralt placeret i Københoved.

Københoved ligger midt i et historisk område. Nord for Kongeåen ligger huset "Frihed", som blev bygget af H.D. Kloppenborg i 1870, da Sønderjylland var tysk. Han boede i Københoved syd for den daværende grænse ved Kongeåen og byggede huset som et fristed, hvor han blandt andet kunne flage med det danske flag. Ved Frihedsbroen krydser Hærvejen Kongeåen. Du kan læse mere om Hærvejen på www.haervej.dk.

Lige øst for mødet mellem Frihedsvej og Københovedvej viser et lille gravhøjsskilt ind over den store mark. Dér kan man trave op til en velbevaret samling af fire gravhøje fra den ældre bronzealder, år 1800-1000 før Kristi fødsel. Der gik græstørv svarende til adskillige fodboldbaner til højene - det formodes, at kun de mægtigste borgere fik så fin en begravelse. I dag er der bevaret 10-15.000 høje på landsplan, mens man skønner, at der oprindeligt har været 50-60.000. Fra toppen er der en fin udsigt ud over Kongeådalen. Af uvisse årsager har højene fået navnet Lokes Høje.