Velkommen til Gjerndrup!

Gjerndrup er centralt placeret 3 km fra motorvej E20 og Brørup.

Midt i ådalen

Gjerndrup er en mindre landsby med naturskønne omgivelser i baghaven. Du finder blandt andet Gjerndrup Bøgeskov og langs Holsted Å syd for Gjerndrup findes nogle spændende moselokaliteter med mange forskellige planter blandt andet maj-gøgeurt og engblomme. Den smukke natur i ådalen omkring Holsted Å skaber forbindelse fra Vejen Mose til Sneum Å og Vadehavet.

Ved Gjerndrup ligger Enghave Dyre- og Naturpark hvor både børn og voksne har mulighed for at se mange forskellige dyr, være aktive, fiske eller nyde en af de mange hyggekroge i parken.

Gjerndrup Idræts- og Borgerforening har aktive medlemmer og står for forskellige fælles arrangementer i sognet.

Der er en række mindre virksomheder og erhvervsdrivende blandt andet byens gamle kro og Gjerndrup Friskole. Gjerndrup omgives af et stort landbrugsområde med både økologisk og traditionel drift.