Virksomheder i Vejen kommune
Virksomhedstyperne i Vejen Kommune spænder bredt, men kommunen er særlig kendt for sin fødevareproduktion. Det skyldes, at Vejen Kommune har Danmarks største fødevareklynge, hvor mere end 4.000 medarbejdere er beskæftiget. Derudover er kommunens erhvervsliv kendetegnet ved stærke klynger inden for byggeri og anlæg samt transport, lager og logistik.
Her kan du læse om nogle af kommunens mest markante virksomheder:
Danish Crown Beef
I Holsted ligger Danish Crown Beef – Europas mest moderne kreaturslagteri. Slagteriet beskæftiger mere end 400 medarbejdere, som tilsammen har fingrene i halvdelen af alle de kreaturer, der bliver slagtet i Danmark.
Lindab
Lindab er en international koncern, som udvikler, fremstiller, markedsfører og distribuerer produkter og systemløsninger til forenkling af byggeri og forbedring af indeklima. Virksomheden har siden 1992 haft en afdeling i Jels, hvor cirka 100 medarbejdere sørger for produktion til både ind- og udland.
Louis Poulsen
Louis Poulsen er en international belysningsproducent, der udvikler og producerer belysningsløsninger til både det professionelle og private belysningsmarked. Virksomheden, der blandt andet er kendt for Pouls Henningsens klassiske design, holder til i Vejen og beskæftiger mere end 200 medarbejdere.
Moldow
Moldow ligger i Holsted og er en af verdens førende leverandører af filtersystemer, maleanlæg og industriventilation. Der er omkring 100 ansatte, og fra fabrikken i Holsted bliver produkterne eksporteret til hele verden.
Skare Meat Packers
Skare Meat Packers er en moderne kødforarbejdningsvirksomhed, der har hovedsæde i Vejen. Virksomheden omsætter for omkring 1,7 mia. kroner og tæller mere end 350 medarbejdere.
Solar
Solar er en af Nordeuropas førerende sourcing- og servicevirksomheder indenfor el-, vvs-, og ventilationsprodukter. I Vejen har virksomheden sit 45.000 kvadratmeter store hovedkontor og centrallager, hvor cirka 700 medarbejdere er beskæftiget. Dermed er Solar den største arbejdsplads i Vejen Kommune.