Velkommen til St. Andst

St. Andst – hyggelig landsby tæt på det meste og hinanden

I et bølgende landskab mellem Kolding og Vejen ligger landsbyen St. Andst – Trekantområdets hyggelige landsby i Vejen Kommune lige vest for Kolding. Her føler beboerne sig tæt på det, der er vigtigst for dem - og ikke langt fra alt andet.


Vil du gerne bo tæt på naturen men ikke alt for langt fra bylivet og med nem adgang til det overordnede vejnet? Vil du også gerne bo et sted med indkøbsmulighed og velfungerende skole, hvor fællesskabet og foreningslivet er i højsæde? Så er St. Andst lige noget for dig.

Placeret midt i Trekantområdet lige mellem Vejen og Kolding ligger landsbyen St. Andst i et bølgende terræn med eng og bæk. Det kuperede terræn er formet af den sidste istid, hvor isen stoppede lige netop hvor St. Andst ligger. Isen skubbede nogle bakker sammen til det, der i dag kaldes Lyngbakkerne. Rivende smeltevandsfloder flød ud over sletten mod vest og dannede, det der i dag kendes som Gamst Søenge.

Her fandt Rikke Henriksen og hendes mand deres drømmehus en sensommerdag i 2002 med gylden sol og røde æbler på træerne.

”Jeg tror aldrig, vi flytter herfra. Vi bor verdens bedste sted, siger Rikke Henriksen.

En væsentlig grund til, at familien Henriksen vælger at blive boende er, at St. Andst er et godt og trygt sted for deres børn at vokse op. Dels på grund af den tryghed fællesskabet og nærheden blandt landsbyens borgere giver, dels på grund af ABC, som er Andst børne- og skolecenter.  

”Vi har verdens bedste børnecenter. Jeg er så stolt af det, ” siger Rikke.

ABC rummer cirka 210 børn i alderen 3 til 13 år, og det betyder, at centret kan skabe sammenhæng i børnenes liv fra de starter i børnehave til de afslutter 6.klasse. ABC samarbejder desuden med dagplejen, så overgangen mellem dagpleje og børnehave bliver så god og let som muligt.

Om ABC virkelig er verdens bedste børnecenter, har vi ikke belæg for. Men ifølge Undervisningsministeriets trivselsmåling er Andst børne- og skolecenter en af de skoler i landet med mindst støj i indskolingen. Se DR Ultras indslag fra Andst Skole her

Se film med Rikke, der flyttede til St. Andst for ca. 16 år siden:

17 minutter fra byliv
42-årige tvillingefar Brian Hemme skiftede også storbyen ud med landsbylivet, da han og hustruen stiftede familie. Den venlige imødekommenhed parret blev mødt af, da de første gang kiggede på byggegrund i St. Andst, er en af årsagerne til, at de valgte at bygge deres hjem i den hyggelige landsby lige vest for Kolding.

Den nemme adgang til motorvejsnettet fremhæver Brian også som en af St. Andsts fortrin. Du kan bo i landlige omgivelser tæt på naturen, men samtidig er du ikke langt fra byliv og et væld af arbejdspladser.

På under 10 minutter kan du køre til Vejen og på cirka 17 minutter kan du køre til Kolding. Størstedelen af indbyggerne i St. Andst pendler dagligt til arbejde.
Se aktuelle byggegrunde i St. Andst: Byggegrunde på Hjortebakken i St. Andst. og Byggegrunde på Enggårdsvej i St. Andst.

Hør Brians fortælling om at være tilflytter til St. Andst:

Film med Brian

Når de cirka 1500 indbyggere i St. Andst sogn holder fri, mødes de til en af de mange fritidsaktiviteter i byen, på fisketure i den børnevenlige fiske sø eller på gåtur i Lyngbakkerne. Eller også hilser de på hinanden hos Høkeren – den lokale købmand.

Hvis du gerne vil have fællesskab, nem adgang til både hovedvejsnettet og naturen og velfungerende skole, så finder du det i Trekantsområdets hyggelige landsby i Vejen Kommune – lige vest for Kolding.

Flyv med på en flot tur i naturskønne St. Andst:

Dronefilm St. Andst

Fakta

Indbyggertal St. Andst by (januar 2018): 821
Indbyggertal i St. Andst sogn (2015): 1,492
Gennemsnitsalder: 39,2 år
Infrastruktur: nem adgang til motorvej og det overordnede vejnet
ca. 7 min kørsel til Vejen
ca. 17 min kørsel til Kolding
Servicetilbud: Børnehave, skole, SFO
Byggegrunde på Hjortebakken i St. Andst.
Byggegrunde på Enggårdsvej i St. Andst